Pressemeddelelse: Ny arbejdstidsaftale på Frederiksberg

Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Kommunelærerforening (FKF) har indgået en ny arbejdstidsaftale gældende fra næste skoleår. Aftalen tager udgangspunkt i Arbejdstidsaftalen fra 2008; en aftale som bygger på fleksibilitet, pædagogisk ledelse, tillid og dialog.

Udgangspunktet for forhandlingerne har været et ønske fra Kommunalbestyrelsen om at give alle elever i 3.-9. klasse en undervisningslektion mere pr. uge. Ressourcerne til den ekstra undervisning har forvaltningen og Freriksberg Kommunelærerforening fundet ved at genforhandle rammerne for den eksisterende aftale.

På en ekstraordinær generalforsamling i FKF den 28. januar blev aftalen godkendt af de frederiksbergske lærere og børnehaveklasseledere.

"Vi er rigtig godt tilfredse med aftalen. Det er vigtigt for os, at vi har en aftale som alle - både skoleledere, forvaltning, lærere og børnehaveklasseledere - kan bakke op om. Lærerne og børnehaveklasselederne har imødekommet et politisk krav om mere undervisning for de samme penge. Og vi har fortsat en arbejdstidsaftale som tager udgangspunkt i vores vigtigste opgave, nemlig at sikre god undervisning," udtaler formand for Frederiksberg Kommunelærerforening, Ane Søegaard.

"Forhandlingsforløbet med Frederiksberg Kommunelærerforening har været præget af en god og konstruktiv ånd, hvor alle parter har søgt at skabe de bedst mulige rammer for såvel elevernes læring som medarbejdernes dagligdag," siger Inger Andersen, direktør for Børne- og Ungeområdet i frederiksberg Kommune.

Margit Ørsted, 1. viceborgmester og formand for Undervisningsudvalget i Frederiksberg Kommune, udtrykker sin tilfredshed med aftalen: "Det er meget glædeligt, at forhandlingerne giver os muligheden for inden for de eksisterende rammer at hæve timetallet i folkeskolen, og at det er sket på grundlag af en god dialog. På Frederiksberg er vi meget opmærksomme på, at god og rigelig undervisning er fundamentet for børnenes læring. Og dermed for at de får et solidt afsæt for et godt liv med videre uddannelse og beskæftigelse."

Yderligere oplysninger
Børne- og Ungedirektør i Frederiksberg Kommune, Inger Andersen, telefon 28 98 00 01

Formand for Frederiksberg Kommunes Undervisningsudvalg, Margit Ørsted, telefon 28 98 40 85 eller 38 74 74 19

Formand for Frederiksberg Kommunelærerforening, Ane Søegaard, telefon 51 26 20 66 eller næstformand Anja Løgtholt, telefon 31 46 88 34

Emner

Målgruppe