Lærere besætter Frederiksberg Runddel til ”aktivitetstime”

Torsdag vil alle Frederiksbergs lærere og studerende fra Metropol have ”aktivitetstime” ved Frederiksberg Runddel. De ca. 700 lærere og lærerstuderende skal danse, synge og bevæge sig i timen mellem 13.15 og 13.45.

Happeningen sker for at vise, hvad konsekvensen kan være for storbyskoler ved indførelsen af aktivitetstimer midt på dagen. I den nye folkeskolereform, er der lagt op til at eleverne skal have et bånd midt på dagen med aktivitetstimer.

Realiteten er dog, at mange skoler i byen vil have mere end svært ved at gennemføre aktiviteter, der kræver plads. På Frederiksberg vil Skolen på Ny Hollændervej have svært ved at få den lille skolegård til at slå til, og Skolen på Nyelandsvej har en meget lille skolegård til sine 749 elever.  Som lærer Sidsel Hansen udtrykker det:

”Det er rigtig heldigt, at de store elever må forlade skolen i frikvartererne, for ellers ville vi ikke ane, hvor vi skulle gøre af dem. 700 elever i den lille skolegård til aktivitetstime? – Det er jo helt vanvittigt,” fortæller Sidsel Hansen.

Aktivitetstimerne betyder, at de to skoler er nødt til at tage andre lokaliteter i brug, og da man ikke kan spærre vejene uden for skolerne af, må man finde andre muligheder. For de to skoler ligger Frederiksberg Runddel i gåafstand.Derfor er lærernes ”aktivitetstime” lagt dér.

I regeringens nye folkeskolereform, der bl.a. vil gennemføre heldagsskole og aktivitetstimer, er der indskrevet, at en folkeskolereform kun kan gennemføres, hvis der gøres op med lærernes arbejdstidsregler. Der er altså en klar sammenhæng mellem folkeskolereformen og arbejdstidskonflikten.

Thomas Brock, der er lærer på Skolen på Nyelandsvej forklarer:
””Aktivitetstimen” er en af de uigennemtænkte konsekvenser af folkeskolereformen, der netop nu betyder, at KL (og regeringen) ikke er indstillet på at høre på lærerne, men vil gennemføre deres egen idé for enhver pris.”

Arrangementet finder sted torsdag d. 4. april kl. 13.15 til 13.45 på Frederiksberg Runddel (krydset Allégade/Frederiksberg Allé).

 

For nærmere information kontakt:

Lærer Jørgen Thyregod 25 15 18 75

Formand for Frederiksberg Lærerforening Ane Søegaard 51 26 20 66

Emner

Målgruppe