Pressemeddelse fra stormødet

Frederiksberg Kommunelærerforening afholdt tirsdag hasteindkaldt fagligt stormøde i protest mod Frederiksberg Kommunes planer om at indgå partnerskab med KL om effektivisering af lærernes arbejdstid.

Frederiksberg Kommune besluttede mandag at gennemføre et såkaldt "partnerskab" med KL om at effektivisere lærernes arbejdstid. Lærerne frygter, at Frederiksberg Kommunes partnerskab med KL om lærernes arbejdstid kun har et fokus, nemlig at spare penge – og lærerne mener, at det vil få konsekvenser for fagligheden i skolen.

Frederiksberg Kommunelærerforening havde derfor tirsdag d. 7. februar indkaldt til fagligt stormøde, hvor mere end 150 lærere fra hele Frederiksberg var mødt op, for at vise deres utilfredshed med risikoen for at aftalen vil forringe undervisningen og arbejdsmiljøet på skolerne.

"Det lyder jo forjættende i en krisetid, at man sådan konsekvensfrit kan spare på lærernes arbejdstid. Hver eneste gang KL har gennemført deres partnerskab med en kommune har omkvædet været: Hvor meget kan der spares? Men jeg vil ikke gå på kompromis med kvaliteten i min undervisning", siger Morten Petersen Andersson, lærer på Skolen på La Cours Vej.

På mødet deltog flere gæster, bl.a. Jonna Rolvung, formand for Lærerkredsen for Faxe og Vordingborg. Vordingborg Kommune havde sidste år indgået partnerskab med KL, og Jonna Rolvung har ikke megen tillid til KLs beregninger: "Vordingborgs borgmester deltog i Kommunaløkonomisk Forum med et glansbilledindlæg om Partnerskabets betydning. Tallene i rapporten er baseret på planlægningstal, som ikke holder. En planlægning, som KL havde del i. Vi føler os misbrugt, - også af borgmesteren og tilliden er igen væk."

Forringelser af undervisningskvaliteten berører ikke kun lærerne, men i høj grad også elever og forældre. Derfor har lærerne på flere skoler bl.a. via plakater orienteret forældrene om, hvorfor de havde valgt at deltage i tirsdagens stormøde.

"Vi synes at det er vigtigt at fortælle forældrene, at lærerne vil gøre alt for at passe på deres børns skole og på undervisningen. Der er krav om at inkludere flere elever med støttebehov i normalundervisningen. Det kræver at jeg forbereder mig endnu grundigere til hver time, hvis det ikke skal få store konsekvenser for fagligheden og for klassen", siger Anders Matell Gravesen, lærer på Ny Hollænderskolen

siger Anders Matell Gravesen, lærer på Ny Hollænderskolen

Lærerne på Frederiksberg underviser i dag mere end landsgennemsnittet. Faglighed og kvalitet prioriteres højt blandt lærerne, og Frederiksberg Kommunelærerforening understreger, at god undervisning forudsætter, at der er sammenhæng mellem undervisningen og tiden til forberedelse.

"Der er tradition for en høj faglighed og stort lærerengagement i det frederiksbergske skolevæsen. Det skal vi fortsat have", siger formand for Frederiksberg Kommunelærerforening, Ane Søegaard og fortsætter: "Vi er altid villige til at gå i dialog om, hvordan vi kan få den bedste kvalitet i skolen. Borgmesteren har inviteret mig til en sådan dialog, og den tager jeg naturligvis gerne imod."

Spørgsmål kan rettes til Frederiksberg Kommunelærerforenings formand Ane Søegaard på 51 26 20 66 eller asoe@dlf.org

Emner

Målgruppe